Biskoppen om terrorhandlingen i København

De skandinaviske og baltiske landes Metodistkirkers biskop, Christian Alsted, har mandag eftermiddag (16. februar) offentliggjort en udmelding om terrorhandlingen i København, og om hvordan Metodistkirkerne i landet burde forholde sig til denne. Læs hans udmelding her:

Weekendens tragiske hændelser, hvor flere sammenhængende terrorhandlinger førte til 3 menneskers død og yderligere 5 sårede, fylder os med forfærdelse, afsky og afmagt.

Det mange havde frygtet og forventet er nu blevet virkelighed. Det er ikke kun selve tragedien, men også den symbolske kraft i angrebet på et fredeligt debatmøde og på en af Københavns religiøse institutioner, som rammer os så dybt. Vi forventer, at vi kan deltage i offentlige møder og samles i vores kirker og religiøse huse uden at frygte for vores liv. Derfor er weekendens angreb først og fremmest et angreb på vores tryghed i et frit demokratisk samfund – ikke kun et angreb på ytringsfriheden, men også et angreb på forsamlingsfriheden og religionsfriheden.

Vi er alle påvirkede af dette. Nogle bliver helt stille, nogle bliver vrede, nogle bliver kede af det, og nogle bliver bekymrede og usikre. Fællesskab, samtale og bøn er værdifuldt i netop den situation, vi er i.

Jeg opfordrer til, at vi de kommende uger på arbejdspladser, i skoler og i kirker er særlig opmærksomme på at have omsorg for hinanden og tale sammen om det, som er sket. Jeg opfordrer til forbøn i kirkerne for familie til ofrene og andre som direkte berørte af terrorhandlingerne.

Nu ved vi, at terror kan ramme vores samfund. Derfor er der så meget mere grund til at møde hinanden med åbenhed og i tillid række ud til vores medmennesker uanset hvilken tro eller livsopfattelse de har.

Må kærlighedens og livets Gud være med os alle

Posted in Kirkenyt on februar 16, 2015. Tags: ,