En my dag

Sommerferien er ved at være til ende for de fleste. Mange skal på arbejde igen. Nogle skal i skole igen, og nogle skal i skole for første gang. Nogle skal til korøvelse igen. Nogle skal til Myreture, til Spejder eller til Fed Fredag.

Efter en ferie markerer vi en slags ny begyndelse med nye kræfter og nye ideer, som forhåbentligt giver gode oplevelser. Det er det samme slags fænomen der sker ved årsskifte, og det er som om, at vi mennesker har brug for en ny start engang immellem.

Der står et vers i 2. Korinterbrev kapitel 5 vers 17, noget som jeg synes er spændende: Er nogen i Kristus er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!

Det er nemlig et vers jeg har glemt utrolig mange gange, og hvor jeg ved den forglemmelse svinger benene ud af sengen om morgenen og siger højt og tydeligt... Ja, en ny dag truer, men hvor kan vi dog skabe os med de forkerte briller på.

Det er vigtigt at vi tror på, at vi er i Kristus, at vi tror på den nye dag, den nye start, den nye begyndelse med de nye kræfter som kristus rækker ud til os, så at vi kan klare de opgaver, der ligger til os, der hvor vi befinder os. Så bliver det ikke "en ny dag truer, men en ny dag venter", og den kan vi dele med hinanden og med den Gud, der har givet os den. I den dag finder vi glæde og mening med livet. Gud velsigne dig, der hvor du er!