Evangelisk frikirke
Metodistkirken er en evangelisk frikirke. Det vil sige, at vi er et statsanerkendt
kirkesamfund med ret til at foretage barnedåb, konfirmation, vielse og begravelse
med borgerlig myndighed. Det vil også sige, at vi er uafhængige af staten økonomisk.
Uden nogen form for statstilskud er det menighedernes medlemmer, der bærer økonomien.
Det er medlemmernes egen afgørelse, hvor meget de vil betale. Der er intet fast
kontingent, procentsats eller minimumsbeløb, som skal betales for at være medlem.
Man giver efter evne - og det fungerer i praksis. Frikirke er også et udtryk for at
kunne tilpasse gudstjenesten og menighedens andre aktiviteter til tidens behov.
Vores gudstjeneste er fri med en glad og afslappet stemning. Præsten er ikke ansat
af menigheden, men ansat af kirken på landsplan og udnævnt til tjeneste i en by.
Metodistkirkens kirkefar John Wesley, (1703-1791) var præst i den Anglikanske kirke
i England. Han samlede nogle ivrige præstestuderende omkring sig, og de studerede
Bibelen flittigt, bad flittigt, hjalp fængslede og fattige. De var så metodiske
i deres trosliv, at de fik øgenavnet "metodister", og det navn blev siddende. Kirken
kom til Danmark i midten af 1800-tallet og driver i dag et omfattende socialt
arbejde og har en bred vifte af aktiviteter både for børn og unge, voksne og ældre.
Kirken har i Danmark 1500 medlemmer og på verdensplan 70 millioner medlemmer.
Metodistkirken har et godt forhold til de andre kirkesamfund i Danmark.
Tro
Vi mener, at en personlig tro på Jesus Kristus har en positiv indflydelse på
menneskelivet. En klar tankegang, glæde i troen og omsorg for sine medmennesker,
opfatter vi som væsentlige elementer i at være kristen.
Vi tror, at ethvert menneske bliver et helt og fuldendt menneske, når det bliver
fyldt af Guds kærlighed; og vi tror, at størstedelen af menneskelig tragedie,
ufred og uretfærdighed bunder i dette, at vi lever adskilt fra Gud. Derfor tror
vi, det bedste der nogensinde kan ske et menneske, er at komme til tro på Gud.
Gud elsker alle mennesker betingelsesløst. Fællesskabet med Gud er et livsgrundlag,
der sætter kærligheden i højsædet, forbinder himmel og jord og sætter dit
medmenneske på linie med dig selv. Og at dette er muligt skyldes at Gud Selv viste
vejen, da Han blev menneske i Jesus Kristus. Den Jesus som Bibelen vidner om, og som
Gud lovede ville være levende til stede i enhver, som tror pæ Ham.
Bibelen
I Bibelen kan man læse om Guds vilje med mennesker. Men det er ikke en opslagsbog, hvor man kan få direkte svar på alle livets spørgsmål. Bibelen kan læses og forstås på mange måder. Man er nødt til at tænke sig om og overveje, hvad det skrevne mon kan betyde for mig i min livs situation. Til hjælp for at forstå Bibelen mener Metodistkirken, at Helligånden vejleder os gennem traditionen, erfaringen og forstanden.
Traditionen er summen af hele den kristne kirkes erfaring gennem tiderne. Menneskers grundlæggende spørgsmål er de samme i generation efter generation, og derfor er der stor visdom at hente i at lytte til hvordan mennesker før os har levet med Gud og forstået Bibelen. Men traditionen må ikke stå alene. Vi har også selv et liv og har gjort vore egne helt personlige erfaringer i mødet med Gud, mennesker og verden. Traditionen sikrer, at løsningen ikke bliver vilkærlig. Erfaringen sikrer, at løsningen bliver virkelighedsnær og personlig. Vi løser jo ikke mindst Biblen for om muligt at forstå vores egen eksistens lidt bedre. Forstanden har vi fået for at bruge den. Vi skal læse Bibelen med omtanke, så vi ikke får Bibelen til at sige hvad som helst. Det er så let at underbygge sine meninger med et tilfældigt bibelcitat. Men vi skal skelne og fortolke indenfor rammerne af det rimelige, så vi før et klart blik for Guds kærlighed!
Dåb
Den mest almindelige dåbsform i Metodistkirken er barnedåb. Som en hyldest til livet og en tak til Gud bringes barnet hen til kirken. Barnet bliver ikke døbt fordi det skal blive Guds barn, men fordi det er det. Dåben er et ydre tegn på den indre virkelighed, at Gud har taget barnet til nåde. Det er altså ikke sådan, at udåbte går fortabt. Det, som sker i dåben er, at den døbte nu kommer med i kirkens fællesskab. Det er ikke barnet, der siger ja til den kristne tro, for spædbarnet kan kun vræle og pludre. Det er forældrene og menigheden, som siger ja til at opdrage barnet til at tro, og det er særligt for Metodistkirken. Dåben har derfor både en pædagogisk (opdragende) og en frelsesmæssig betydning. Vi tror, at mennesket bliver frelst ved tro på Jesus Kristus, og dåben alene er derfor ikke frelsende. I stedet peger dåben fremad mod det øjeblik, hvor den døbte er parat til at bekende sin tro.
Konfirmation
I Metodistkirken er konfirmationen et undervisningsforløb og skal ses som én af kirkens måder at efterleve den forpligtelse, som blev indgået i dåben; at vejlede barnet til tro på Jesus. Konfirmationsforberedelsen afsluttes med en festgudstjeneste, hvor præst og konfirmander overfor menigheden gennemgår noget af det, de har beskæftiget sig med i undervisningen.
Omvendelse
Den hellige grav er altså ikke velforvaret blot fordi man er døbt og konfirmeret. Det modne menneske er nødt til selv at tage stilling. Troen er en gave. Vi kan ikke bare beslutte os til at tro, Gud er nødt til at føde troen i os. Er det så ikke noget vrøvl at sige, at vi skal tage stilling og omvende os? Nej, det er det ikke, for det er med troens gave, som det er med alle mulige andre gaver, at man skal modtage den og sige: "Ja tak, den gave vil jeg gerne have!" Andre kirker siger det samme, men det er særligt for Metodistkirken, at man alvorligt skal vedkende sig sin tro, for at blive medlem. Den personlige bekendelse af troen fejres ved en selvstændig højtidelighed, der først finder sted når den unge eller voksne er parat til det. Ved bekendelsen af troen ændres medlemskabet fra at være 'døbt medlem' til 'bekendende medlem'.
At vokse i troen
Når man så har sagt: "Ja, jeg tror på den kristne Gud." er man sådan set frelst. Men vi lægger særlig vægt på, at frelsen er en proces. Det betyder, at vi tror, at det er muligt for Gud at gøre mennesket til et bedre menneske. Man har da lov at håbe! Derfor siger vi, at en levende tro må få konsekvenser for ens måde at leve på. Det er ikke noget med moralregler, men noget med at lade sit liv forme af kærlighed. Derfor lægger vi også vægt på omsorgen i kirkefællesskabet.
Du kan læse mere på www.metodistkirken.dk